Hvordan hun har fundet mig, ved jeg ikke.

Hun er ung. Har både tatoveringer og piercinger, og dog er alt det ydre kun et ringe skjul for den indre smerte.

Det er den, der har bragt hende her.

 

Smerten fra en fortid der har indeholdt alt for meget af det, hun ikke havde brug for.

Fra en nutid der ikke kan indeholde alt det, hun har brug for.

 

For hvordan skaffer du dig det rigtige, når du altid kun har mødt det værste?

Når du er vant til ingen omsorg at få? At der ingen hensyn bliver taget? At ingen lytter til dit behov – ingen gang du selv?

 

Men nu er hun her.

Klar til at stoppe fortidens negative indflydelse på nutiden. Parat til at give sig selv det, hun har brug for.

 

Og det er bevægende at følge, hvordan der gradvist kommer liv i de frosne lyseblå øjne.

Imens den ydre kontrol, der har holdt hende oppe og lukket hende inde, langsomt forvandles til en indre tillid til sig selv.

 

Tillid til at kraften og styrken, som hun har i mængder, kan bruges positivt – ikke til at holde ud men til at holde af.

Holde nok af sig selv til at vide, at hun har fortjent det bedste.

 

Hun er ved at skabe et indre miljø, der giver tillid, tryghed og kærlighed kroge at gribe fat i. Så hun kan genkende det, når hun møder det. Og skaffe sig selv mere af det.

Derfra kan hun skabe et liv, der er givende, let og kærligt.

 

Hun er på rette vej.

Del dette med folk du holder af.