Jeg er helt euforisk

Min migræne er væk, og mit liv er ændret på så mange områder – det er helt vildt, og jeg er meget, meget glad. Jeg føler, at en tung byrde er løftet fra mine skuldre.

Din behandlingsform er en helt fantastisk , og jeg ville ønske, at mange flere kendte til, og benyttede sig af den.

MIN HISTORIE
Jeg har haft migræne siden jeg var først i tyverne, og de seneste 2 år blev det værre og voldsommere. Op til 14 dage hver måned var ødelagt, og jeg måtte oftere og oftere sygemelde mig fra mit arbejde.

Jeg har i mange år været overbevist om, at migrænen var hormonelt udløst, da jeg fik den i forbindelse med min menstruation. Derfor troede jeg ikke, der var noget at stille op.

De sidste 2 år kom migrænen på andre tider af måneden, og jeg var desperat. Jeg havde prøvet alt muligt alternativ, som jeg havde læst og hørt om kunne afhjælpe migræne, såsom akupunktur (som hjalp kortvarig), osteopat (hjalp lidt og kortvarigt), ingefærtabletter, stærke b-vitaminer, 1 l. kogt vand med citron og honning daglig.

Jeg begyndte til sidst hos en neurolog, som foreslog noget migræne medicin (migard), som var længere tid om at komme ud af kroppen, for at undgå hurtige tilbagefald og et stort forbrug af migrænemedicin.

Hvis det ikke hjalp, ville næste skridt være forebyggende behandling.

Det kunne jeg ikke overskue, og begyndte at søge på nettet efter nye alternativer. Da jeg havde prøvet mange forskellige alternativer, som skulle afhjælpe migrænen fysisk, var jeg nu mere åben overfor, at se på det psykiske aspekt, selvom jeg dybest set ikke troede på, at det var psykisk betinget.

Heldigvis fandt jeg Birgittes annonce, og efter en snak med hende i telefonen, mente hun, at hun kunne hjælpe mig…… og det tør siges at hun kunne!

MERE GLÆDE – MINDRE PERFEKTION
Migrænen er slut nu, og jeg er ydermere blevet meget gladere, mere spontan, kan bedre slippe tøjlerne og grine med, og være den jeg egentlig var engang. Hvor jeg før oplevede en vrede og irritation som bare ulmede indeni, hvis jeg følte noget var urimeligt, får jeg nu sagt fra på en naturlig måde uden at tænke nærmere over det.

Før behandlingen havde jeg meget svært ved at modtage nogen form for kritik, eller være uenig i en diskussion uden at være nærtagende. Nu kan jeg meget bedre høre budskabet i kritikken, og føler ikke at enhver diskussion eller kritik, er en kritik af mig, som person.

Jeg tager tingene lettere, alting behøver ikke være helt perfekt, og børnene overlever nok engang imellem en dag med fastfood. Jeg har ikke længere en følelse af hele tiden at burde kunne gøre tingene bedre.

Jeg har fået et helt andet overskud. Jeg har lige været igennem en periode med menstruation og nattevagter samtidig, hvilket altid har udløst et par dage i sengen med migræne. Denne gang er det gået forrygende – jeg har end ikke haft almindelig hovedpine. Det har været fuldstændig fantastisk og lidt uvirkelig. Men hvor er det dog bare skønt.

FARVEL TIL PRÆSTATIONSANGST OG STRESS – GODDAG TIL OMSORG FOR MIG SELV
Før behandlingen syntes jeg altid der lige var et eller andet, jeg burde gøre. Jeg havde meget svært ved at sidde og slappe af uden at få dårlig samvittighed.

Jeg havde egentlig aldrig tænkt over, at jeg faktisk brugte utrolig meget tid på, at tænke over hvad og hvordan jeg skulle udnytte en fridag, og helt galt gik det, hvis vi skulle have gæster, så havde jeg brug for flere dage til at planlægge rengøring, madlavning etc.

I forbindelse med min datters fødselsdag havde jeg taget fri i fire dage for at forberede den, og jeg plejer at bruge hvert minut på det. Denne gang oplevede jeg, at jeg havde masser af tid til bare at hygge mig, og at jeg, for første gang i mange, mange år, kunne lade ting ligge og bare slappe af, høre musik og læse.

En ekstra gevinst var, at jeg i den grad nød at have gæster, og kunne slappe af i det hele, selvom der var 22 børn og voksne til både lagkage og middag. Det var en fantastisk følelse.

HVORDAN VAR DET AT ARBEJDE MED UNDERBEVIDSTHEDEN?
Da jeg ringede til Birgitte for at høre, om hun kunne hjælpe mig, var det beroligende for mig, at hun spurgte ind til min migræne. Om jeg var blevet undersøgt hos min egen læge, og hvad jeg ellers havde prøvet af andre alternativer. Det virkede seriøst, at hun først derefter sagde, at hun mente, hun kunne hjælpe mig.

Før jeg skulle af sted til min første session, var jeg faktisk meget nervøs, og jeg var ikke sikker på, at det var muligt at gennemføre en behandling. Jeg tænkte meget over, om min underbevidsthed ville modarbejde behandlingen, så jeg ikke var modtagelig.

Jeg vil meget gerne have kontrol over tingene, og bare tanken om at miste kontrollen var foruroligende – ja nærmest angstprovokerende.

Alle mulige tanker gik igennem hovedet på mig, såsom; “Hvad nu hvis der kommer alt muligt frem, som jeg har fortrængt, og jeg derfor vil gå derfra og være fuldstændig nedbrudt?”

“Kan hun (Birgitte) nu styre det, hvis jeg bryder helt sammen over en fortrængt barndom, som måske har været forfærdelig?”

“Kan jeg huske det hele når jeg vågner af hypnosen igen?”

Jeg har set og hørt om sceneshows med hypnose, hvor man ser folk lave alt muligt og ikke kan huske noget bagefter, og jeg tror at mine overvejelser udsprang af de oplevelser.

Det viste sig, at det slet ikke havde noget med seriøs klinisk hypnoseterapi at gøre. Der kom intet frem, som jeg ikke kendte til i forvejen, og jeg havde på intet tidspunkt en følelse af, at det hele “løb af sporet”.

Jeg kunne huske alt hvad vi kom ind på under arbejdet, og det var kun emner/områder vi havde aftalt i forvejen. Det beroligede mig meget da jeg blev hypnotiseret, at Birgitte sagde, at jeg til enhver tid kunne komme tilbage, og “hente min kontrol” hvis jeg følte vi kom ind på noget, jeg ikke havde lyst til, eller var klar til, at se på.

Jeg tror, at det gjorde mig modtagelig for terapien, da det nok var min største frygt.

Det mest overraskende ved terapien var, at de oplevelser vi kom ind på, og som jeg udmærket kunne huske, var tilknyttet følelser, som udmøntede sig i migræne. Så jeg kom ud af hypnosen med en følelse af, at jeg havde smidt en meget tung rygsæk, fordi jeg fik afsluttet nogle ubearbejdede følelser.

Da jeg gennem årene har prøvet mange forskellige ting for at afhjælpe min migræne, og noget af det har virket kortvarigt, kan jeg selvfølgelig heller ikke være sikker på, at migrænen nu definitivt er forbi.

Jeg er nu overbevist om, at det forholder sig sådan. Det skyldes, at min migræne nu er helt væk, og jeg personligt har ændret mig i positiv retning, hvor jeg tackler hverdagen på en helt anden måde, og med et helt andet overskud. Tusind tak for din hjælp.

Intensivsygeplejerske. Kvinde. 46 år.

Del dette med folk du holder af.