DIN VILJE ER DIN STYRKE – BRUG DEN KLOGT!

Har du lagt mærke til, at et menneskes historie først bliver interessant, når de har hævet sig op over den? Brugt den til transformation?

Det blev meget tydeligt, da jeg var til foredrag med to seje damer, der var inviteret til at tale om MOD.

Begge havde i deres liv oplevet et enkelt øjeblik, hvor alt vendte på en tallerken.

Hvor bunden var nået, og det enten var op eller ned.

Hvor de bogstaveligt skulle beslutte sig for at leve eller dø

Den ene var misbruger, og stod på hospitalet med sin daværende kæreste der var akut indlagt pga en overdosis. Hun er i dag direktør og medejer af to velfungerende forretninger, som forventer en omsætning på 20 millioner i år.

Den anden er redaktør på Berlingske Tidende, og hendes transformation skete ved foden af et bjerg, hun overmodigt havde besteget med dykkersyge som resultat. Med forliste forhold bag sig, dumpet en eksamen og lige mistet sin far, var det nu, hun skulle beslutte, om hun skulle give slip eller rejse sig igen.

Anne Sophie Hermansen som hun hedder, rejste sig igen, og glemmer aldrig det øjeblik der var et absolut nulpunkt i hendes liv.

Har du også haft sådan et nulpunkt?

Det mente hun, at vi alle har haft.

Det mener jeg også.

Et tidspunkt hvor vi bogstaveligt eller i overført betydning, beslutter os for, om vi virkelig vil LEVE.

Det er den beslutning, der er afgørende for, om din historie får værdi – for dig selv og for andre!

Da jeg gik hjem den aften, kredsede mine tanker omkring, hvad det var, der havde fået disse to kvinder til at rejse sig op, og starte en transformation af deres liv til det, det er i dag.

Var det mod?

Det synes jeg ikke, det var.

Når jeg tænker på mit eget liv, og de gange jeg har været i en situation, der ligner de ovennævnte damers, var det ikke mod, der fik mig på rette vej.

Det var VILJE

Vilje er vi alle i besiddelse af. Spørgsmålet er kun, hvordan vi bruger den?

Til at holde os fast i noget vi kender? Noget der er trygt.

Eller om du bruger den til at gå den usikre vej, som du ikke ved hvor fører hen. Den vej der sætter dig på sporet af et liv, der er værd at leve. En historie der er værd at fortælle.

Der er ingen, der lover, det bliver en succeshistorie i det omfang som disse kvinders. Men det er helt sikkert, at det bliver en større succes på det indre plan, end at fortsætte ud af en vej, du kender.

Som du også kender slutningen på!

P.S. Jeg tror, at viljen kommer først. Så kommer modet. Hvad mener du?

Del dette med folk du holder af.